Petter Dass

Petter (Pettersen) Dass (født ca. 1647 i Alstahaug, død 17. august 1707) var en norsk teolog og dikter. Han var sogneprest til Alstahaug i Nordland.

Petter Dass, f.  var sønn av Peiter Dundas som innvandret med sin søster fra Dundee i Skottland og tok borgerskap i Bergen i 1635. Senere ble han oppkjøper av fisk nordpå og giftet seg der med Maren Falch. Hennes far var først fogd, deretter ansatt av den danske adelsmannen Henrik Rantzau som forvalter av Dønnesgodset. Petter Dass ble født på Helgeland, på Nord-Herøy – dette kan være både i dagens Herøy kommune og i dagens Dønna kommune. Faren døde da Petter var rundt 6 år gammel. Maren var ikke stort over 25 år da hun ble enke med fem barn; hun giftet seg senere om igjen med sognepresten i Hadsel, ble enke på ny i 1664, og giftet seg for tredje gang i 1670 med den tolv år yngre Peder Bloch, som overtok fogdeembetet på Helgeland – samme embete som Marens far hadde hatt.

I sin alderdom var Petter Dass ille plaget av gallesten og nyresten, og med den tidens totale mangel på legekunst, var nok ikke dette noen spøk.

Klage-Sang udi hans 6 aars

langvarige Sygdom

En Krop, opfylt med gruus og steen,
Har tusind gange breck og meen;
Jeg troer den ey med Pen og Fier
Ud skrives kand saa som den er.

Jeg har hos mig befundet det,
Jeg er af piine trætt og mætt.
Jeg ønsker tit all verdens vey:
Jeg ønsker døden, døer dog ey.

Hvad Byrde, som mig er omspendt,
Er Gud alvidende bekjændt,
En anden til og fra kan gaa:
Men jeg er den, der piines maa.

Det Best hvær dag for ploven gaaer
Har tusind gange bedre kaar;
Udstaaer det dagens slæb og sved,
Saa har det dog om natten fred.

Men jeg maa piines dag og stund,
Om natten faar jeg ey en blund,
Mit liv vil revne midt i to,
Hvorledes skal jeg nyde ro?

Skal jeg en draabe af mig faae,
Det er, som aanden ud vil gaae,
Ret ligesom en Syl og Kniv
Stod midt igjennem Lem og Liv.

I 6 aar har jeg været svag,
Og aldrig haft en rolig dag.
Forløs mig nu, min Fromme Gud,
Det syuend' aar af fængslet ud!

Hver syvend' Dag er en Sabbath,
Min Sag giør klar, O Jesu! at
Jeg for all møye engang maae
en salig tiime hos dig faae.

Jeg din Discipel har behov,
At jeg af skolen faaer forlov,
Skarp skolemester du har vært,
Men Gud ske lov for hver en snert!

Har jeg, o Gud, fortørnet dig,
Saa har du nu hudflenget mig,
At jeg er om og om bespent
Og faaer den løn jeg har fortient.

Men hvad for Løn, hvad er det alt
Mod det der blive bør betalt.
I Pinen jo ti tusind Aar
Til Gjelds Afløsning ey forslaaer.

Men naar jeg hen til andre ser,
Som er af samme malm og ler,

Da synes deres lidelse
Slet intet mod min bræk og væ.

Hver tykkes have nok i sit
Men hvor det gaaer, saa har jeg mit
Udveyet i qvintin og lod
Og dobbelt fremfor andre faaed.

Ja mange mellem sig har spurt:
Hvad mon den arme mand har gjort,
At han saa piines dag og nat,
Er andre til exempel sat?

Er ingen i det heele land
Saa grov en syndere som han?
Saa bliver spot til skade lagt
Og mange domme fældt og sagt.

Dog, hvor med andres domme gaar,
Min sygdom har de samme kaar;
Om himmel, jord, om land og vey
Mig ynke vil, det hielper ei.

Min Qvinde, som vel tusend gang
Har hørt min suk og jammersang,
Ved neppelig paa hvilcken sted
Hun være vil for yncksomhed.

Min Søn og Datter og enhver
Af Søskende og Slegtninger
Har seet, hvad suk og modig graad
Jeg her i Verden har udstaaed.

Og om min piine fattes prov
Og flere skudsmaal har behov,
Spørg hver en Fjæl samt Nøgletræd
Som er udi mit sengestæd.

Spørg bjelkerne i Huuset er,
Spørg Vægger, Naver, Tag og Spær,
Spørg bord og bænke, de skal dig
Fortælle, hvor det er med mig.

En barne-fødsel er vel stræng
For qvinden i sin barselseng;
Men naar hun fostered har fød,
Har hun forvundet all sin Nød.

Men jeg har baared hidindtil
Det foster, som mig dræbe vil,
I 6 aar har jeg baaret det,
Ti maa jeg engang blive trett.

O Gud, all verdens Frelsermand
som alle ting forandre kan,
Forandre du min Sorg, min Nød!
Til livet eller salig død.